Relationer til havet og til fjorden
Det er en meget broget og en meget sammensat kreds af mennesker, der har et hus i Fjordbyen. Men der er dog også noget der er karakteristisk for en meget stor del af dem. Det er, at der i stort omfang er tale om jævne mennesker, der på den ene eller anden måde har(haft) relationer til havet eller til Limfjorden. Det drejer sig bredt set om søfolk, fiskere, værfts-arbejdere, havnearbejdere, stilladsarbejdere, boreplatformsarbejdere og rejsemontører samt andre “arbejdere” der føler sig 
tiltrukket af det meget specielle miljø.
Det er mennesker, der føler sig tæt tilknyttet til havet og fjorden, og mennesker som for en stor dels vedkommende har en mindre båd liggende i den nært beliggende Skudehavn eller trukket op på land på stranden ved Fjordbyen. Selv om der ikke længere er mange fisk at fange i Limfjorden, udgør det man i dag med et moderne udtryk kalder for bierhvervsfiskere en stor del af beboerne i Fjordbyen. Specielt mændenes tilknytning til havet og til fjorden og til de maritime arbejdspladser kommer også til udtryk i deres påklædning, der i stort omfang er præget af blåt arbejdstøj i mange forskellige variationer.
De sociale netværk
Socialt samvær ved Kulturhuset. Stort set alle i Fjordbyen kender hinanden eller ved i det mindste hvem hinanden er. Der er meget tætte relationer mellem beboerne, ikke sådan at forstå, at alle kommer sammen med alle. Men sådan at alle har nogen, de kommer sammen med. Enkelte ønsker ikke at indgå i disse fællesskaber – og det er der også en forståelse for.
Det kit der overordnet set holder beboerne sammen er de 2 årlige generalforsamlinger, sommerfesten og den årlige udflugt, som i 2002 var en 5 dages bustur til Pragh, hvor 130 deltog, I sommeren 2001 afholdt alle beboerne et kæmpe loppemarked for beboerne oppe i Vestbyen. Det var også med til at styrke sammenholdet og den fælles identitet.
Den kendsgerning at klubhuset (Kulturcentret) er indrettet som et værtshus, hvor man kan komme og drikke sig en øl eller flere og møde hinanden, er også med til at skabe et samvær, som har betydning for den enkelte og for området som sådan. Hvis man er interesseret i at møde andre uden for sit eget hus er der rige muligheder for det.
Formanden ved Kulturhuset. Hjælpsomheden i Fjordbyen er meget stor. Hvis man har behov for hjælp til en praktisk opgave er der altid hjælp at hente hos Fjordbyens øvrige beboere. Hvis det drejer sig om opgaver, som ikke umiddelbart kan løses af beboerne selv, er der stort set altid en der kender en “oppe i byen”, som for gode ord og en rimelig betaling kan løse problemet.
Når det drejer sig om de gamle, er der hos mange af de øvrige beboere en stor opmærksomhed på, om de har det godt, og om de har behov for hjælp til det ene eller det andet. Det viste sig her i foråret, hvor en gammel kvinde, der hver dag plejede at komme og købe sig en citronvand i Kulturcentret udeblev. Med det resultat at en af gæsterne opsøgte hende og fandt ud af, at hun lå der hjemme og var syg. Her var naboerne flinke til at lave mad til hende og sørge for at hente andre fornødenheder bl.a. ugeblade til hende oppe i byen.
For beboerne i Fjordbyen forekommer det som noget nær en umulighed, at man kan ligge syg i sit hus og i givet fald dø, uden at det vil blive opdaget. Man holder simpelthen øje med hinanden og griber ind, når der er noget galt. En 67 årig kvinde, der har haft sit hus i Fjordbyen i 10 år beskriver forholdene således:
“En væsentlig ting ved at bo her er, at der altid er nogen at snakke med og at der er nogen der holder øje med de gamle. Der er altid nogen der lægger mærke til det, hvis der er noget galt. Vi havde en gammel mand der blev syg, og der gik ikke lang lid før der var nogen der spurgte: Hvorfor fanden er han ikke kommet ud, mon der er noget galt?”
Kattemor”Sådan et fællesskab har jeg aldrig oplevet i den opgang, hvor jeg har boet del meste af mit liv. Her findes et socialt netværk, som betyder, at man får hjælp, hvis man har behov for det. Naboerne skal nok tage det af sig selv, hvis man ikke ber’ om det”
Et andet eksempel på den sociale forståelse ser man udvist i forhold til den “Kattemor”, som med jævnlige mellemrum kommer og fodrer områdets mange halvvilde katte. Her er der beboere som med mellemrum giver hende et økonomisk tilskud til at købe kattemad for og sommetider så rigeligt, at hun kan købe sige en øl eller to i Kulturcentret.
Fjordbyen et rummeligt sted
Fjordbyen har en stor tiltrækningskraft på mange mennesker, der bor i Vestbyen, hvor Fjordbyen også er beliggende. Til hverdag, men ikke mindst i weekenden, kommer der rigtig mange, som ikke har et hus, men som kommer forbi for at nyde det afslappende miljø og for at købe sig en øl eller flere på et af de mange udskænkningssteder. Ifølge formanden, der også driver Kulturcentret, drejer det sig om flere hundrede mennesker som jævnligt besøger området på denne måde.
Det er også gået op for Turistbureauet i Aalborg, at Fjordbyen er lidt af en attraktion. Det er derfor ikke så sjældent at små minibusser fyldt med f.eks. japanske turister lægger turen forbi Fjordbyen, så turisterne kan få et indtryk af det maleriske miljø. En af de ældre beboere har gjort det til sit speciale at vise beboere fra kommunens omsorgscentret for ældre rundt, mens han fortæller om livet som det leves i Fjordbyen.
Skæve eksistenserFjordbyen er et rummeligt sted, som også giver plads til det mere atypiske og som tilsyneladende ikke kender til Nimby begrebet (Not in my back yard). Dette kommer til udtryk ved, at stedet rummer mennesker, som ville have svært ved at opholde sig andre steder og som, hvis Fjordbyen ikke fandtes givet vis ville volde problemer andre steder i byen. Det indebærer også, at nogle af husene med de øvrige beboeres velsignelse bliver benyttet til sociale formål af sociale institutioner.
Det drejer sig f.eks. om et hus, som benyttes af de unge fra en lokal fritidsklub, og et hus der benyttes af Det Sociale Jægerkorps, som er et ungdomsprojekt som henvender sig til unge kriminelle misbrugere, der arbejder på et skibsprojekt i området. Som noget nyt er Kirkens Korshær ved at indrette en skurvogn, som det er tanken skal beboes af en hjemløs, som ikke kan klare at bo i en ordinær lejlighed.
Et fjerde hus ejes af malernes Seniorklub der er en klub for pensionerede malere. I sommerhalvåret mødes malerne i Fjordbyen hver onsdag, hvor de planlægger forskellige aktiviteter og på behørig vis fejrer hinandens fødselsdage med øl og brændevin. Da der er 70 medlemmer i klubben er det så godt som hver gang de mødes, at de har anledning til at fejre en eller flere fødselsdage. Nogle af malerne bidrager til at fremme miljøet i Fjordbyen ved at male små skilte med husnavne til de øvrige beboere.
Fjordbyens rummelighed viser sig også ved, at den frekventeres af beboerne fra et af kommunens nært beliggende bofællesskaber til folk med misbrugsproblemer, der jævnligt kommer i området for at drikke nogle øl, og som her har fundet et fristed, hvor de ikke stikker ud fra omgivelserne eller opfattes som specielt problematiske.
Salg af hash og andre stoffer
Rummeligheden har sine begrænsninger. Det er bestyrelsens klare holdning, at man ikke vil acceptere salg af hash og andre euforiserende stoffer i Fjordbyen. At man er parat til at sætte magt bag denne holdning, understreges af følgende historie der fortælles af en 67 årig mand, der har haft hus i Fjordbyen i 10 år:
“For et par år siden blev man i bestyrelsen opmærksomme på, at der blev solgt hash og andre euforiserende sloffer fra et par af husene i Fjordbyen. På trods af flere henstillinger om at ophøre med salget fortsatte beboerne med at sælge, hvorfor formanden en dag, hvor han havde fået nok, tog en traktor og væltede huset med gravekrappen og næste dag fik kørt resterne af huset til forbrænding.
Hygge med øl og…Indehaveren af det andet hus, en ældre kvinde, fik besked på, at hvis hun ikke fjernede de børnebørn, der solgte hash fra hendes hus, som de havde lånt af hende, så ville hendes hus få samme skæbne. Det hjalp, så man ikke siden har haft noget organiseret salg i Fjordbyen”.
Helt fjernet hashen fra området har det ikke. Bestyrelsen blev efterfølgende opmærksom på, at nogle af beboerne dyrkede hash til eget brug. Her blev samme probate middel taget i brug, idet formanden og den øvrige bestyrelse gik rundt og rev planterne op, samtidig med at det blev proklameret, at hashplanter fremover ikke ville blive tolereret.
Samme konsekvente holdning har man til folk, der stjæler fra hinanden i Fjordbyen. Her siger lovene, at “Hvis en lejer i Fjordbyen begår tyveri imod en anden lejer i Fjordbyen, og dette tyveri bliver anerkendt og dømt af myndighederne, da at lade dette være grundlaget for omgående udsættelse af Fjordbyen, med en måneds varsel til salg og afvikling af forholdene”. Helt kontant indebærer dette, at den pågældende får forbud mod at vise sig i Fjordbyen mere. Såfremt det ikke lykkes den pågældende at få solgt sit hus inden for den givne måned, tager bestyrelsen initiativ til at sælge hus og løsøre på en offentlig aktion.
Kvinderne og stemmeretten
Fjordbyen bærer med sit rustikke ydre og med de maritime aktiviteter, der karakteriserer området, præg af at være et mandsdomineret område, selv om kvinderne i tiltagende grad sætter et feminint præg på området. Dette feminine præg kommer bl.a. til udtryk ved, at de færdes i området, men også ved at der er gardiner og blomster i mange af vinduerne, samt at nogle af husene er blevet forsynede med forhaver med stauder og pyntebuske.
Kvinder i FjordbyenSelv om kvinderne giver udtryk for, at de i det daglige har en ligeværdig status, er der områder, hvor de stort set ikke har nogen indflydelse, og hvor mændene har en klar opfattelse af, at her skal kvinderne ikke blande sig. Det gælder bestyrelsesarbejdet, hvor bestyrelsens 5 medlemmer udelukkende består af mænd.
Kvinderne har uden held forsøgt at få valgt en kvinde ind i bestyrelsen de sidste 2 år, men har måttet konstatere, at de aldrig får andet end de kvindelige stemmer. De har måttet erkende, at der her er en mandsbastion, som de indtil videre har haft svært ved at vælte. Dette skyldes bl.a., at det er den hvis navn, der står på lejekontrakten, der har stemmeretten. Og da det typisk er mændene, der står som lejere, kan det have lange udsigter før der bliver valgt en kvinde ind i bestyrelsen. En 30 årig kvinde, der har boet i Fjordbyen i 2 år giver følgende beskrivelse af situationen.
“Kvinderne har stemmeret på generalforsamlingen, men bliver kuglet ned, hvis de forsøger at stille en kvinde op til bestyrelsen eller stiller noget i forslag. Mændene ønsker ingen kvinder i bestyrelsen og gider ikke al den parlamentering og snak om tingene, som kvinderne efter deres mening repræsenterer. Så snart kvinderne siger noget eller foreslår noget, bliver det afvist af mændene som “pædagogsnak””.